Sclerose og engle

Da jeg fik diagnosen sclerose fik jeg et chok, og som de fleste andre, der har fået denne diagnose, så jeg straks rullestolen foran mig.

Jeg blev bange. Bange for hvad fremtiden ville bringe. Bange for at jeg ikke længere ville kunne leve det aktive liv, jeg plejede at leve. Bange for at miste førligheden. Samtidigt var jeg dybt ulykkelig, men så skete der noget….

Mens jeg lå der i min hospitalsseng med tillukkede gardiner (den eneste form for privatliv man kan have på en 4-mands stue på et hospital) fik jeg besøg af min engel.

Englen kom ikke til mig i fysisk form og viste sig ikke for mig i hvide gevandter, som det ofte fortælles i mere eller mindre tvivlsomme historier. Englen kom til mig i min bevidsthed og fyldte mig med indre ro og styrke.

Englen sagde: ”Vær ikke så ulykkelig og bange! Vel, du har fået konstateret sclerose, men tag sclerosen som en gave. En gave som vil give dig styrke. En gave, som vil give dig muligheden for at vise andre mennesker, at det ikke altid er så slemt, selvom det hele ser sort ud. Lev dit liv og vær et bevis for andre på, at alting ikke altid er, som det ser ud”.

Da englen havde sagt farvel, kom jeg til at tænke på et af BZ’ernes slagord i 80’erne, og aldrig har jeg syntes at disse ord har været mere sande

– Hvorfor være bange for at løbe panden mod en mur?
– Hvem siger, at det er muren som holder?

Min engel kommer på besøg med jævne mellemrum, og giver mig hver gang fornyet ro og styrke.

Det er nu 7 år siden jeg fik konstateret sclerose. Jeg har det godt, har fuldtidsjob og et aktivt liv. Dette er jeg sikker på, at jeg kan takke englen for.